Mel, brød og maskiner — den industrielle Tavira

Kirketårne, klosterfacader, azulejos. Tavira er så rig på kirkelig og adelig bygningsarv, at rigdommen har skygget for en anden slags kulturarv. Fabrikkernes, markedernes, jernbanens og arbejderboligernes. Denne vandring opsøger den anden Tavira, byen der aldrig blev nogen industriby, og de få fabrikker, der kom alligevel.

Portugal industrialiserede sent og langsomt. De første industricentre voksede frem, hvor råvarerne eller kunderne var, som uldbyen Covilhã, korkbyen Silves og storbyområderne omkring Lissabon og Porto. Tavira var ingen af delene. Helt uden industri var byen dog ikke. Fire fiskekonservesfabrikker, en isfabrik, en paprikamølle, savværker, en smedje, et mekanisk værksted og et trykkeri satte deres præg på gaderne, og i 1930 lå kommunens industribefolkning midt i det algarviske gennemsnit. Hverken foran eller bagefter.

Motoren i denne fortælling er noget så jordnært som korn. Algarve har aldrig kunnet brødføde sig selv. Allerede i 1820'erne registrerede toldvæsenet import af hvede og majs, og gennem hele 1800-tallet købte Tavira korn i Alentejo. Indkøbene i 1849 og 1903 står endnu i kilderne. På markerne dominerede hveden frem til midten af 1900-tallet, hvor majsen tog over med de nye vandingsafgrøder. Rugen forsvandt næsten, i takt med at bjergsognet Cachopo, hvor den blev dyrket, blev affolket. Høsten rakte aldrig. Kornet måtte hentes udefra, især i Baixo Alentejo, og males her.

Den opgave tog to fabrikker på sig. En lille ved flodbredden nogle få hundrede meter herfra, og en stor i et nedlagt nonnekloster i den anden ende af byen. Vandringen besøger dem begge og krydser floden to gange, ud ad den gamle bro og hjem ad den nye.

Ponte Romana er sømmen i denne fortælling. Her kom kornet ind i byen, og her krydser du over til Gilãos venstre bred.

Gaden, der åbner sig for enden af broen, har selv en historie. Den hed Rua Borda d'Água de Aguiar, "vandkantens gade", indtil republikken den 7. november 1910 omdøbte den til Rua Jacques Pessoa. Sådan hed den i 75 år. Mellem slutningen af 1985 og begyndelsen af 1987 fik strækningen efter Largo da Caracolinha sit gamle navn tilbage. Når kilderne i dette kapitel siger Rua Jacques Pessoa, mener de altså nutidens Rua Borda d'Água de Aguiar.

Nogle skridt nede ad den gade, i nummer 34, lå den lille mølle. Den 15. juli 1935 søgte firmaet Caiado & C.ª om licens til en melmølle her. Det var korkfolk, som også drev en lille fabrik i Faro med propper og korkplader til Tyskland. Licensen var oprindelig givet til firmaets mølle i Sabóia i Odemira, men ministeriet lod den flytte. Det afgørende argument var Tavira-markedets størrelse, ikke mindst den tætbefolkede Serra de Tavira, dengang regnet for et vigtigt kornproducerende opland.

Udstyret var beskedent og bevidst gammeldags. To kværnstenspar, samme teknologi som i vind- og vandmøller, kornrensere og en "National"-motor på 35 hestekræfter. Fem ansatte fra starten, snart syv, og driften i gang omkring 1936. Møllen lavede farinha em rama, det grovere, stenmalede mel til det billigere landbrød. Det hvide bybrødsmel kom fra den store konkurrent på den anden bred.

I 1939 solgte Caiado & C.ª det hele til Araújo Ribeiro & Dias, Lda. I 1942 købte de nye ejere en majs- og rugmølle, der havde arbejdet i Lagos, og flyttede maskineriet hertil. Myndighederne godkendte det, fordi kommunens egen majs og rug blev dårligt udnyttet. Loven krævede majsmølleriet fysisk adskilt fra hvedens, så det blev to bygninger og samme firma. På sit højeste beskæftigede møllen 14 mand. Kværnstenene kunne male syv tons korn på et ottetimersskift, hammermøllerne 15 tons, og der blev blandet kreaturfoder af byg og johannesbrød. Der kom bageovne og et smedeværksted til.

Ejerne skiftede igen, i 1951 og 1959, og møllen malede videre, også efter at den store konkurrent lukkede i 1968. Først i 1975 stod maskinerne stille. I juli samme år blev licenssagen lukket med en notits om, at alt maskineriet var solgt til en mand i Portimão. I 1986 åbnede hovedbygningen som gæstgiveriet Princesa do Gilão, i dag hotel af samme navn, og i 2014 blev pakhuset ved siden af revet ned til parkeringsplads. Du passerer bygningen om lidt, på vejen mod den nye bro.

Du er tilbage på højre bred, foran den gamle markedshal ved floden. Stands her et øjeblik, ikke for bygningens skyld alene, men for kategorien. Markeder, jernbane, fabrikker, arbejderboliger. Hverdagens kulturarv.

Taviras rigdom af kirker, klostre og paladser, det meste fredet som nationalt mindesmærke eller bygning af offentlig interesse, har en bagside. Den har taget opmærksomheden fra alt det andet. Det er historikeren Carlos Faíscas pointe, og den lander her. Det er ikke tilfældigt, hvad en by husker. Møllen, du netop har set, blev hotel i 1986. Hotellets egen historie nævner fabrikken, men inde i bygningen er henvisningen beskeden. Det internationale råd for industriel kulturarv, TICCIH, anbefaler netop genbrug af industribygninger, når blot den gamle aktivitet stadig fortælles. Genbrugen redder murene. Erindringen kræver, at nogen bærer den.

Hvor meget by der var i det industrielle Tavira, kan man se i en annonce i lokalavisen O Povo Algarvio. J.A. Pacheco, manden der ejede den store mølle, vi er på vej hen til, averterede med mekanisk smedeværksted, mølle og pastafabrik, bageri, bilværksted og en garage i Bela Fria med plads til 100 vogne, "den rummeligste i provinsen". Alt sammen i Tavira, alt sammen i 1930'ernes eget sprog. Firmaets forretninger beskæftigede omkring 80 mennesker alene i denne by.

Markedshallen her er selv et eksempel på kategorien, og på at genbrug virker. Den overlevede, fordi byen fandt ny brug for den. Følg nu flodbredden mod sydøst, mod klostret og den store mølle.

Klostret foran dig husede Algarves mest moderne melfabrik i 78 år. Nonnerne forlod Nossa Senhora da Piedade, Bernardas-klostret, i 1862, efter at klosterordenerne var blevet ophævet, og bygningen stod tom i årtier. Så, den 17. december 1890, tilbød en lokal forretningsmand ved navn João Daniel Gil Pessoa byrådet en fast årlig aftale på 200 mil réis for at levere "alle produkter af hans industri" fra det nedlagte kloster. Det er fabrikkens ældste dokumentspor, og navnet er værd at standse ved. João Pessoa var barnebarn af digteren Fernando Pessoas oldefar.

Hans eventyr blev kort. I marts 1891 brændte fabrikken, og samme sommer overtog et nyt selskab ruinerne, Companhia Tavirense de Moagens e Massas a Vapor, "det tavirensiske dampmølle- og pastaselskab". Kapitalen var lokal, 480 aktier fordelt i byen, og blandt selskabets folk var byens spidser, heriblandt en senere borgmester og byens bogtrykker. I 1900 drev én dampmaskine syv kværnstenspar. I 1903 stod her to dampmaskiner med en samlet effekt på 125 hestekræfter og 22 arbejdere. Vigtigere endnu, ved siden af kværnstenene arbejdede valsestole efter det østrig-ungarske system, cylindre af stål, der maler kornet gradvist, skift for skift, til det hvide, sigtede mel, farinha espoada. Bernardas var pioneren i Algarve. Den lille mølle på den anden bred rørte aldrig den teknologi.

Selskabet var for stort til sit marked. I 1920 blev det hele solgt for 89 contos til Joaquim António Pacheco fra Olhão, og under hans navn voksede komplekset. I 1928 havde det tre licenser, mel, pasta og bageri, og 43 arbejdere. I 1931 købte det endnu et bageri inde i byen. Fabrikken lavede sin egen elektricitet med en generator og tilbød sine folk egen lægehjælp ud over den, loven krævede.

Helt gnidningsfrit gik det ikke. I 1938 ville Pacheco af med fabrikken og lejede den ud til et selskab fra Almada, som ville flytte maskineriet og hvedekvoten til sin store mølle ved Lissabon. Myndighederne sagde først ja. Så opstod mistanken om, at Pacheco havde installeret flere møller, end licensen tillod, og handlen faldt til jorden. Pacheco vendte strategien om og hentede i 1940 maskineri og kvote fra en mølle i Ourique til Tavira i stedet. I 1953 arbejdede 53 mennesker i brødproduktionen, og ti valsestole forvandlede 128 til 136 tons korn på hvert ottetimersskift.

Gå om til facaden mod Rua dos Mártires da República. Det var porten, man gik ind ad, og dér lå arbejdernes boliger. Skorstenen ved klosterkirken hører til samme anlæg. Fabrikken lukkede i 1968. I dag er klostret boliger, ombygget af arkitekten Eduardo Souto de Moura, og netop facaden og skorstenen fik lov at blive stående som industriens aftryk.

Hvor stor var den store mølle egentlig? I 1901 havde Companhia Tavirense kapacitet til at male 3.600 tons hvede om året og malede reelt 1.616. Landets største mølle havde kapacitet til 70.500. Set fra Lissabon var Tavira en prik. Set fra Algarve var Bernardas en gigant, i 1936 provinsens næststørste mølle, og i 1957 stadig næststørst i Algarve og nummer otte i hele Portugal syd for Tejo.

Netop 1936-tallet stammer fra et dokument med et navn, der siger alt om branchens skæbne, listen fra "kommissionen til klassificering af de møller, der ansås for unødvendige", Comissão de Classificação das Moagens Consideradas Desnecessárias. Portugal havde fået for mange møller, og staten gjorde klar til at udpege dem, der kunne undværes. På samme liste står den lille mølle på den anden bred, Caiado & C.ª, med større kapacitet end tre andre algarviske møller, den ene i Cacela kun 12 kilometer herfra. Ingen af Taviras møller blev slettet. Alligevel kom afslutningen. I 1968 lukkede Bernardas, i 1970 blev licensen slettet, og maskinerne til det fine mel endte i Faro. Den lille mølle holdt paradoksalt nok længst ud, til 1975. Femogfirs år med mel i Tavira var forbi.

Møllerne var ikke alene. Fire fiskekonservesfabrikker arbejdede i byen i samme periode, Balsense, A Tavirense, José Matos Parreiras og Calça-brødrenes, og J.A. Pacheco drev selv en konservesfabrik i Olhão ved siden af melet. Fisk, salt og korn var det industrielle Tavira.

I begyndelsen af 1950'erne gav byens to møller arbejde til næsten 70 mennesker. I dag er den ene et hotel og den anden boliger, og det synligste, industrien fik lov at beholde, er en skorsten ved en klosterkirke. Men nu ved du, hvad du skal se efter. Byen, der næsten ikke blev industriel, og som næsten har glemt, at den var det.