Convento das Bernardas

Introduktion

Fra Rua da Atalaia ser man en manuelinsk stenportal i en lang, lukket mur. Bag den bor folk. Convento das Bernardas var cistercienserordenens eneste kloster i Algarve og regionens største kvindekloster, grundlagt i 1509 af D. Manuel I som tak for, at et maurisk angreb på Arzila var slået tilbage. Nonnerne forlod det i 1862, fra 1890 var det dampdrevet melmølle og pastafabrik, og i 2012 blev det 78 boliger tegnet af Eduardo Souto de Moura. Portalen er det ældste, der står tilbage fra 1500-tallet. Resten er privat område og ses udefra, men det er en af byens bedre bygningshistorier, og den kan læses fra fortovet.

Historiske højdepunkter

Kongens tak for Arzila

D. Manuel I grundlagde klosteret i 1509 som tak for, at et maurisk angreb på portugisisk Arzila i Marokko var slået tilbage; ifølge byens museum havde tavirenserne selv en rolle i at hæve belejringen. Huset var tiltænkt clarisser, men biskop D. Fernando Coutinho gjorde det færdigt i 1528, satte sin søster ind som første abbedisse og overdrog det i 1530 til cisterciensernonnerne. I tre hundrede år var det ordenens eneste hus i Algarve og regionens største kvindekloster, med nonner fra hele Algarve.

Portal, jordskælv og et skærtorsdagsoptog

Portalen er manuelinsk, men forhøjet med barokke fogaréus, og indskriften over den er dateret 1676. Hvor hårdt jordskælvet i 1755 ramte, ved ingen, men der blev bygget om i anden halvdel af 1700-tallet. Nonnerne var ikke føjelige. I 1787 besluttede Misericórdia, at skærtorsdagsprocessionen aldrig mere skulle passere klosteret, fordi søstrene året før havde ladet præsterne tie under litaniet. Da kapucinerne omkring 1600 byggede lige overfor, opstod legenden om en hemmelig tunnel mellem de to huse. De render, man har fundet, er få meter lange.

Fra nedlæggelse til pastafabrik

I 1862 blev klosteret nedlagt og nationaliseret, en brand tog en del af det i 1863, og i 1866 købte José Maria de Lemos bygningen. Den sidste nonne døde i 1869 i et hus på Rua de S. Sebastião. Da arkitekten Albrecht Haupt så stedet i 1888, var det "i fuldstændig ruin", men klostergården stod endnu med sine ottekantede søjler. Fra 1890 var det dampdrevet melmølle og pastafabrik. Efter 1920 blev klostergård, midterfløj og klokketårn revet ned. Fabrikken lukkede i 1968.

Souto de Moura

En fredningssag blev åbnet i 2000 og bortfaldt i 2009, så bygningen har ingen retlig beskyttelse. Det gik godt alligevel. Souto de Moura tegnede ombygningen 2006-09, og i 2012 stod 78 boliger færdige: 57 i klosterfløjene, 21 nye rækkehuse i en L-bygning mod øst. Kirkeskibet er reception, og klostergården er blevet gårdrum med bassin. I 2017 fik projektet European Award for Architectural Heritage Intervention for at have bygget ferieboliger for en privat bygherre uden at ødelægge klosteret.

Praktisk

Privat beboelse, ingen adgang. Portalen sidder i nordfacaden mod Rua da Atalaia; kig efter de barokke fogaréus og årstallet 1676 over buen. Går man om på sydsiden mod saltmarsken, ser man den lange bagside ud mod Gilão og forstår, hvorfor klosteret kunne eje møller derude.

Tidslinje og kontekst

Tidslinje

• 1492 D. João II skænker vand fra Fonte da Atalaia til et planlagt nonnekloster.
• 1509 D. Manuel I grundlægger klosteret som tak for det afviste mauriske angreb på Arzila.
• 1528-30 Byggeriet er færdigt; biskop D. Fernando Coutinho overdrager det til cisterciensernonnerne.
• 1537 D. João III tillader klosteret at købe møller i saltmarsken.
• 1755 Jordskælvet skader klosteret hårdt; ombygning i anden halvdel af 1700-tallet.
• 1836 Algarves bernardinernonner samles i Tavira, fordi huset er det rummeligste.
• 1862 Klosteret nedlægges og nationaliseres.
• 1866 Solgt til José Maria de Lemos.
• 1869 Den sidste nonne dør i et hus på Rua de S. Sebastião.
• 1888 Albrecht Haupt finder stedet i ruin, men klostergården står endnu.
• 1890 Dampdrevet melmølle og pastafabrik; efter 1920 rives klostergård og klokketårn ned.
• 1968 Fabrikken lukker.
• 2000-09 Fredningssag åbnes og bortfalder; ingen retlig beskyttelse.
• 2006-12 Eduardo Souto de Moura bygger om til 78 boliger; europæisk kulturarvspris 2017.

Hvorfor det ligger her

Klosteret ligger på det gamle Campo da Atalaia, hvor byen går over i saltmarsken langs Gilãos højre bred. Det var udkanten, og det passede et lukket nonnekloster med en rektangulær mur omkring. Vandet kom fra Fonte da Atalaia, som kongen gav allerede i 1492, og marsken udenfor gav indtægt: klosterets kornmøller derude var stadig dets vigtigste ejendom i 1823. Huset var det største af sin slags i regionen, og derfor samlede regeringen Algarves bernardinere netop her i 1836.

Hvad der er tilbage

Mindre end man tror, og mere end man frygter. Klostergården, midterfløjen og klokketårnet forsvandt i fabrikstiden, så de søjler, Haupt tegnede i 1888, findes ikke. Tilbage er portalen, kirkens mure med buerne til kor og transept, cellevinduerne i vestfløjen og fløjenes tykke sten. Souto de Moura lod dem stå og lagde boligerne ind bag dem; gårdrummet med bassinet ligger omtrent, hvor klostergården var. Det er ikke et museum, og det er nok grunden til, at det findes. En bygning uden fredning overlever bedst, når nogen betaler for at bo i den.