Taviras arbejdende flod begynder her. Da Mercado da Ribeira åbnede i 1887, fik den daglige fiskehandel endelig et rigtigt hjem: en jernhal med nyklassicistiske detaljer, tegnet af António da Silva Meira og rejst på et fundament af murværk, efter at oversvømmelsen i 1876 havde vist, hvad Gilão var i stand til.

I 112 år blev fangsten landet, solgt og båret videre gennem disse haller, indtil handelen flyttede til et nyt kommunalt marked i 1999. Restaureret i 2000 som kulturhus er det gamle marked nu porten til den flod, der mættede det — konservesfabrik, saltmarker, hav.

Tavirense åbnede i juni 1917, midt under Første Verdenskrig, da efterspørgslen på dåsefisk boomede. Hvor Tavira havde levet af den sæsonbetonede tunfangst, tilbød fabrikken arbejde året rundt — frem for alt til kvinder, conserveiras, som rensede, kogte og pakkede tun og sardiner ved dens bånd.

Fra 1923 bar dåserne Taviras byvåben. Fabrikken moderniserede gennem midten af det 20. århundrede, men lukkede i begyndelsen af 1970'erne, da tunbestandene svandt. Dens skorsten af tegl og ydermure står endnu og bevares nu som del af et nyt hotelprojekt.

Saltmarkerne er Taviras ældste industri. Fønikere høstede havsalt her fra det 8. århundrede f.v.t.; romerne gav salinerne deres gittermønster og forsynede fiskeforarbejdningen i det nærliggende Balsa og fremstillingen af garum. Et kongebrev fra 1266 forbeholdt kronen hver eneste saltmark.

I 1532 beordrede kong João 3. 28 nye saliner bygget, og Taviras "hvide guld" konserverede torsk og sild over hele Europa. Industrisalt og køleteknik gjorde næsten en ende på håndværket, men en håndfuld saliner overlevede — i dag producerer de eftertragtet håndværkssalt og giver ly til flamingoer.