Alle i Tavira siger Alagoa. Det officielle navn er Praça Dr. António Padinha, men en annonce fra 1936 skrev "vulgo Alagoa", og sådan er det stadig. Navnet kommer af stedet selv: lavningen mellem Santana- og São Brás-højene, hvor småbække løb sammen, og jorden stod under vand. Bebyggelsen her på Gilãos venstre bred begyndte sidst i 1300-tallet. Klosterkirken São Paulo, der fylder den ene ende, er yngre end pladsen, påbegyndt 1606. Haven i midten er fra 1915, anlagt af byens første republikanske borgmester, lægen António Padinha. 900 kvadratmeter, to bronzefigurer, og i 2024 en plan om en vej tværs igennem, som folk ikke ville have.
Pladsen er en aflang trekant i bunden af dalen mellem de to høje, med vej ned til floden ad Rua 5 de Outubro. Bebyggelsen på denne side af Gilão begyndte sidst i 1300-tallet. Kirken kom først i 1606, da Paulinereremitterne begyndte på deres kloster, det første religiøse hus øst for floden og ordenens eneste i Algarve. Klosterbygningerne blev solgt og revet ned efter 1834; kirken står, enkel og hvidkalket, med latinsk kors, sjældent i Tavira. Fredet er den ikke. Kommunen foreslog det i 1983 og 2001, og sagen bortfaldt i 2009.
António Padinha blev født i Tavira i 1868, søn af en købmand, der selv havde været borgmester. Han læste medicin i Coimbra, og den 8. oktober 1910 tiltrådte han som byens første borgmester under republikken. I rådsprotokollen skrev han, at bogen skulle "celebrar a Camara Municipal Republicana do concelho de Tavira". Han døde den 29. november 1916. Da byavisen tyve år senere gjorde regnskabet op, stod der elektrisk lys, slagtehus, fængsel, kirkegård, konservesfabrikken A Tavirense og Teatro Popular. Haven er ikke på listen. Det er alligevel den, pladsen huskes for.
Midt på pladsen lå et terreiro i stampet jord. I 1915 anlagde kommunen en have på det; ifølge inventaret for Portugals historiske haver havde den fået midler til byforbedringer "som en demonstration af republikkens goder", og Padinha satte arbejdet i gang. Planen var Carlos Peres': fire hævede bede med bugtede kanter og en bred gang rundt om. Haven fik aldrig hans navn; den hedder stadig Jardim da Alagoa. I 1986 kom hvid calçada med sorte mønstre og femten nye bede med bænke bygget ind i kanten. Træerne er fra fem verdensdele, blandt andet norfolkgran og kanarisk daddelpalme.
Biskoppen kom først. Marcelino Franco var født i Tavira i 1871 og biskop af Algarve 1920-55. Avisen Correio do Sul startede en indsamling i 1968, arkitekten Gonçalo Lyster Franco tegnede monumentet og pegede på denne plads, og billedhuggeren Branca de Alarcão modellerede figuren. Den 17. april 1971, på hans hundredårsdag, trak civilguvernøren klædet af. Biskoppen står i bispedragt og ser mod kirken. Padinha måtte vente. I 1964 efterlyste Povo Algarvio en buste af ham; indtil da var hyldesten pladsens navn og en mindeplade på huset, hvor han døde. Busten kom i 1982.
Kirken åbnes lejlighedsvis, blandt andet til guidede besøg arrangeret af kommunen; indenfor er der syv altertavler, ingen af dem forgyldt. Udefra kan man altid se portalindskriften "DOMUS DEI EST ET PORTA CELI" og nichen med lerfiguren af Nossa Senhora da Ajuda. I haven: kig ned på det sorte mønster i den hvide calçada, og sæt dig på en af bænkene, der er bygget ind i bedene. Kommunen bruger haven til markeder, fx Feira da Dieta Mediterrânica i august.
Tavira voksede over floden, og den nye bydel på venstre bred fik sin plads dér, hvor det var fladt: i bunden mellem Santana og São Brás, hvor vandet samlede sig. Deraf navnet. SIPA's byinventar regner pladsen blandt byens bærende dele, på aksen fra Rua do Malforo til Rua da Porta Nova. Kirken er to hundrede år yngre og lagde sig ind i en form, der allerede var der. Det er ikke kirken, der har skabt pladsen. Det er pladsen, der har fået en kirke.
I 2024 sendte kommunen en mobilitetsplan i høring. For denne plads forudså den, at haven blev flyttet mod nord, og at en kørebane mellem Rua Almirante Cândido dos Reis og Rua 5 de Outubro skulle gå igennem, med to træbeplantede bede tilbage. To borgergrupper svarede, at det ville ødelægge haven og dele pladsen i to; deres forslag var at beholde haven, som den er, og lukke pladsen for biler. Omlægningen af Jardim da Alagoa står stadig på kommunens projektliste, og hvad der blev af planen, ved jeg ikke. En have på 900 kvadratmeter fra 1915 er ikke meget. Men det er den, folk kalder Alagoa.