Kirken ligger lige over den gamle bro, på østbredden, og de fleste går forbi den. Det er resten af Algarves eneste kloster for paulinerne, eremitordenen fra Serra de Ossa, grundlagt her i 1606 som det første ordenshus på den side af Gilão. Klostret blev solgt på auktion efter 1834; kirken blev tilbage. Den er bygget i den nøgne stil, arquitetura chã, med en latinsk korsplan, som næsten ingen anden kirke i Tavira har. Indenfor står syv altertavler i træ, der aldrig blev forgyldt. Ingen kilde siger hvorfor. Det er en kirke, man skal ind i for at forstå, og den åbnes om sommeren.
Tavira voksede ud over sine mure i 1400-tallet og over floden til området Alagoa. Der var ingen klostre derovre, før paulinerne kom. Ordem dos Eremitas de São Paulo, en portugisisk eremitorden fra Serra de Ossa, byggede sit eneste hus i Algarve her i 1606, lige ved broen. Stifteren står med på facaden: over forhallens portal er hugget "DOMUS DEI EST ET PORTA CELI / PAVLVS ERMITARVM AVCTOR ET MAGISTER", Guds hus og himlens port, Paulus eremitternes ophavsmand og lærer. Præsten og historikeren José António Pinheiro e Rosa kaldte det "et fredeligt sted, omgivet af gode huse". Det passer stadig.
Facaden vender mod syd: en rundbue ind til en dyb forhal, øverst en halvrund gavl med et jernkors. I anden fjerdedel af 1700-tallet fik overetagen tre vinduer for at få lys ind, og over det midterste satte man en lerfigur af Nossa Senhora da Ajuda i en niche. Hun står altså ude i facaden, ikke inde i forhallen. Figuren skal være kommet fra et andet kloster; hvilket, siger kilderne ikke. I forhallens hvælv er der stuk fra samme tid: Paulus Eremitten, klostrets skytshelgen, med en løve og en palme, hans kendetegn fra ørkenen.
Kirken er en enkelt nave med transept og et rektangulært kor. Den rummer syv altertavler i udskåret træ, og ingen af dem blev forgyldt og malet, som skik var i barokken. De står i rent træ. Hvorfor, oplyser kilderne ikke. Den største og rigest skårne er tavlen for Nossa Senhora do Carmo, udført i 1730 af billedskæreren Gaspar Martins. Karmeliterbroderskabet holdt til i et kapel her, før det fik sin egen kirke i 1747. En del af malerierne og helgenfigurerne stammer fra nedlagte kirker og klostre i byen. Gulvet er 1600-tallets røde tegl, krydset af spanske keramikfliser.
Da ordenerne blev ophævet i 1834, overgik kirken til Confraria de Nossa Senhora da Ajuda, mens klostret og dets have blev solgt på auktion. Kommunen skriver, at bygningerne siden blev revet ned. Helt passer det ikke. Statens inventar finder en barokportal ind til klosterhaven, refektoriet og sakristiet op ad koret, og klosterfløje, der blev til boliger omkring 1900. Op ad koret ligger også en husrække fra 1600-tallet med dobbelt tagudhæng, muligvis sakristanens bolig. En fredningssag løb fra 1983 til 2009 og bortfaldt. Kirken er uden lovbeskyttelse og ejes af Diocese do Algarve.
Kommunen og foreningen Artgilão åbner kirken om sommeren sammen med byens øvrige kirker; andre tider er ikke oplyst. I 2018 var det hverdage 10.15-12.20 og 14.30-17.45, så tjek årets tider. Udefra kan man altid se indskriften over portalen, nichen over det midterste vindue og Paulus-stukken i forhallens hvælv. Gå bagom til koret og kig på husrækken med det dobbelte tagudhæng.
I 1606 var østbredden stadig Taviras udkant. Byen havde for længst bredt sig over broen, men ingen orden havde slået sig ned derovre. Paulinerne tog pladsen lige ved broen, så tæt på byen som man kunne komme uden at være i den. Det er stadig sådan, kirken virker: midt i et boligkvarter, få skridt fra broen, og alligevel uden for ruten.
Kirken overlevede 1834, fordi et broderskab tog den. Altrene står stadig i rent træ, og 1600-talsgulvet ligger der endnu. Samlingen af malerier og figurer fra nedlagte kirker gør den til en slags magasin for det Tavira, der forsvandt. Klosterfløjene er boliger, haveportalen står, og huslængen ved koret er der. Det hele uden fredning. Det er mere interessant end det lyder, og mere skrøbeligt.