Introduktion

Under den lille betonbygning ved Largo Gonçalo Velho ligger Taviras ældste offentlige kilde, Fonte da Praça, nævnt allerede i 1200-tallet. I begyndelsen af 1930'erne byggede kommunen pumpestationen oven på dens væld: to brønde, to motorpumper og et reservoir, hvorfra vandet blev presset op til vandtårnet på Alto de Santa Maria. Hele værket stod færdigt i 1932. I 1982 skulle bygningen rives ned. Det blev den ikke, og i dag er den et lille museum om byens vand, med de to motorer stående i maskinsalen. Det er en mere interessant historie end bygningen lader ane: vandbærere, tyfus og en folkeafstemning.

Historiske højdepunkter

Kilden under huset

Fonte da Praça udnytter et grundvandsspejl, der løber ned ad bakken fra Alto de Santa Maria forbi Palácio da Galeria. I 1726 havde kilden varmt vand og fire tude, i 1841 fem tude og en badeanstalt. Vandet gik til drikkevand, kornmaling, garvning af skind og til skibene i havnen. Gadenavnet Rua dos Pelames husker garverierne, der lå ved kilden i 1774. Selve kilden ligger i dag mellem pumpehuset og reservoiret, og brøndene er under bygningen.

Vandbærerne taber

Før rørene var der aguadeiros, vandbærere, som solgte kildens vand rundt i byen. Kommunen registrerede dem i 1888 og 1892 og kaldte dem ud under brandvæsenet, når det brændte. I 1928 fik ingeniør Manoel Alves da Costa opgaven. Hans projekt fra december 1929 var fire dele: kildens væld, et reservoir, en Casa das Bombas og maskinerne. Pumperne kostede 29.400 escudos, depotet på bakken 90.612. I 1934 kom reglementet, husejere fik pligt til at lægge rør ind, og kommunen anklagede vandbærerne for "concorrência incompreensível e desleal" og lagde skat på dem.

Tyfus og flodvand

Det gik ikke gnidningsløst. I december 1935 klagede man over ledningsvandet, formentlig fordi der sivede flodvand ind i brøndene, og i 1939 var det stadig dårligt. I 1942 var kvaliteten god igen, men byen havde 11.000 indbyggere og hentede mindre vand op, end den brugte. I 1947 var der tyfus i Tavira, flere kilder og brønde var forurenede, og den 10. januar lukkede kommunen dem. Først da var det slut med at hente vand med spand.

Dømt til nedrivning

I 1982 forudså kommunens plan for den historiske bykerne, at pumpehuset skulle væk, så Calçada de D. Ana fik floden som kulisse. Det skete ikke. I 1998 blev Taviras net koblet til Beliche- og Odeleite-dæmningerne, og i 1999 ville kommunen rive vandtårnet på Alto de Santa Maria ned. Ved folkeafstemningen den 13. juni 1999 stemte byen for at beholde det. Tårnet blev Camera Obscura i 2004, og pumpehuset blev ombygget til fortolkningscenter i 2002; museet selv daterer rehabiliteringen til 2009.

Praktisk

Centret hører under Museu Municipal de Tavira; ifølge Rota da Dieta Mediterrânica er det åbent tirsdag til lørdag 9.30-13 og 14-16.30. Kig efter azulejo-felterne over dør og vinduer, de er intakte, og efter indskriften "CÂMARA MUNICIPAL" på reservoirets østfacade. Gå derefter op til vandtårnet ved Igreja de Santa Maria, så har man set begge ender af systemet.

Tidslinje og kontekst

Tidslinje

• 1200-tallet Fonte da Praça nævnes første gang.
• 1726 Kilden har varmt vand og fire tude; i 1841 fem tude og en badeanstalt.
• 1774 Garverier ved kilden; deraf gadenavnet Pelames.
• 1888-92 Kommunen registrerer og regulerer byens vandbærere.
• 1917 Beslutning om en motorpumpe og et betondepot ved kilden til havevanding.
• 1928-29 Ingeniør Manoel Alves da Costa fremlægger projektet i december 1929.
• 1930-32 Pumpehus, reservoir og vandtårn bygges; værket fuldført 1932.
• 1934 Vandreglement; husejere skal lægge rør ind; skat på vandbærerne.
• 1935-39 Klager over ledningsvandet, formentlig flodvand i brøndene.
• 1947 Tyfus i byen; de gamle brønde og kilder lukkes den 10. januar.
• 1982 Byplanen forudser nedrivning af pumpehuset.
• 1998 Tavira kobles til Beliche- og Odeleite-dæmningerne.
• 1999 Folkeafstemning 13. juni redder vandtårnet; 2002 ombygges pumpehuset til fortolkningscenter.

Hvorfor stationen ligger her

Man byggede, hvor vandet var. Fonte da Praça var byens kilde i syv hundrede år, og da kommunen i 1929 skulle vælge et sted at hente vand til hele byen, var svaret det samme sted: to brønde ned i kildens væld og en pumpe til at løfte vandet op til depotet på bakken, så det kunne løbe ned til husene af sig selv. Det er en beskeden idé, og først i 1998 kom der vand udefra, fra dæmningerne.

Hvad der er tilbage

Bygningen er armeret beton fra begyndelsen af 1930'erne, eklektisk og let modernistisk med en frontispice over midtfeltet og azulejo-paneler i Raul Linos Casa Portuguesa-stil. I 1940'erne blev den øverste del af reservoiret og muren om pumpehuset revet ned. I maskinsalen står de to motorer med deres rør og fylder rummet helt; sydøstvæggen er hvide fliser. Det er ikke fredet, og DGPC har det ikke på listen. Alligevel kan man her se begge ender af et kommunalt vandværk fra før de store dæmninger, pumpehuset hernede og tårnet oppe på bakken.