Ermida de São Brás

Introduktion

Et lille hvidkalket kapel øverst på bakken på den anden side af floden, med en rokokoportal og et stort vindue i huggen sten, der er finere end resten af huset. Kommunens kirkeguide daterer det til 1400-tallet, men med et spørgsmålstegn, og til en ombygning i 1700-tallet, som gav det facaden. Dengang lå det uden for byen, og det var São Brás-broderskabet, der drev det. Siden voksede kvarteret Alto de São Brás op omkring kapellet, og i 1758 regnede man det for at ligge inde i byen. Døren er som regel låst. Man kommer for facaden og for vejen op ad bakken, der viser, hvordan denne bred af Tavira blev til.

Historiske højdepunkter

Et kapel uden for byen

Kapellet er senmiddelalderligt, og mere præcist bliver det ikke. Kommunens guide skriver "1400-tallet (?)", og spørgsmålstegnet er guidens eget. Det lå dengang uden for byen og blev administreret af Confraria de São Brás, et broderskab, der ikke findes mere. Pladen ved kapellet siger, at folkelig fromhed grundlagde det; guiden siger intet om det. Bygningen er ét skib og et kor med eremittens bolig bygget til. Ifølge en kommunal tekst stod der i 1500-tallet tre altre: São Brás i midten, Santo António og Santa Bárbara på hver sin side.

Bakken, der voksede op om kapellet

Det interessante er mindre bygningen end det, der skete omkring den. Ifølge SIPA's beskrivelse af Taviras bykerne voksede de to høje på venstre bred, Santana og São Brás, op omkring hver sit kapel, og i 1400- og 1500-tallet blev begge bredder og højene til én sammenhængende by. Ved broens østende stod en byport, Porta de São Brás, til den blev revet ned i 1862. I 1758 opregner sogneberetningen for Santa Maria kapellet blandt dem, der ligger inde i byen. Byen var nået derud.

Facaden fra 1700-tallet

Det, man ser i dag, kom med en ombygning i anden halvdel af 1700-tallet: portalen og det store vindue med rokokorammer i huggen sten, og den svungne gavl over. Pladen tilskriver arbejdet mestermureren Diogo Tavares de Ataíde, kendt fra genopbygningen af São Sebastião i Tavira, og siger, at en sideveranda blev fjernet og skibet forlænget. En anden gengivelse af den kommunale tekst siger "eller en af hans efterfølgere", og guiden nævner ham slet ikke. Tavares døde i 1765. Jordskælvet i 1755 får tit skylden, men sogneberetningen fra 1758 nævner ingen skade her, og den nævner skader andre steder.

Halsens helgen

São Brás, Sankt Blasius, er den helgen, katolikker beder til mod halssygdom, og hans dag er den 3. februar med velsignelse af halsen. Om den skik er blevet holdt her, fortæller ingen læst kilde. Pestkapel er der heller ikke belæg for at kalde det. Kunsthistorikeren Marco Sousa Santos' kordon af pesthelgener om Tavira er São Sebastião, São Roque og São Lázaro, og São Brás er ikke med.

Praktisk

Kapellet er som regel lukket, så regn med facaden. Portalen og vinduet er det, der er værd at se, og gavlen over dem; indvendigt står to træfigurer, Nossa Senhora og São Brás, hvis døren en dag er åben. Gå herop fra broen. Stigningen er selve pointen med stedet.

Tidslinje og kontekst

Tidslinje

• 1400-tallet (?) Kapellet grundlægges uden for byen; kommunens guide sætter selv spørgsmålstegn ved århundredet.
• 1400-1500-tallet Højene Santana og São Brás vokser op omkring deres kapeller og bliver en del af byen.
• 1500-tallet Tre altre i kapellet, São Brás, Santo António og Santa Bárbara, ifølge en kommunal tekst.
• Begyndelsen af 1700-tallet SIPA noterer en ombygning af "Igreja de São Brás"; uklart om det er dette kapel eller hospitalets.
• 1745 Diogo Tavares de Ataíde genopbygger São Sebastião i Tavira.
• 1755 Jordskælvet; ingen læst kilde nævner skader på São Brás.
• 1758 Memórias Paroquiais opregner kapellet blandt Santa Maria-sognets kapeller inde i byen.
• 2. halvdel af 1700-tallet Ombygningen giver facaden rokokoportal og vindue; tilskrives Tavares eller hans kreds.
• 1765 Diogo Tavares de Ataíde dør i Lagoa.
• 1862 Porta de São Brás ved broens østende rives ned.
• 2022 Kommunens byvandring "A cidade Além da Ponte" går over Alto de São Brás.

Hvorfor kapellet ligger her

Det lå uden for byen, og det blev siden omringet. SIPA beskriver Taviras venstre bred som to høje, der hver fik sit kapel og derefter sine huse. Kapellet kom først, bebyggelsen bagefter. Det er omvendt af, hvad man venter, og det er den bedste grund til at gå herop. Gaderne ned mod floden er den by, kapellet trak til sig. Hvorfor man valgte netop denne bakke, siger ingen kilde.

Hvad man ikke ved

Kilderne er tyndere her end for de fleste steder i Tavira. Der er ikke fundet nogen fredning, monumentfichen hos SIPA kunne ikke åbnes, og bygmesteren er en tilskrivning. Ombygningen i 1700-tallet er det eneste, alle er enige om. Resten, grundlæggelsesårhundredet, Tavares' andel, og om man fik velsignet halsen her den 3. februar, er enten usikkert eller ubelagt. Det gør ikke facaden mindre værd at se på, men det meste af det, der står om kapellet på nettet, er gæt.