Ermida de Santa Ana

Introduktion

Et lille hvidkalket kapel på toppen af bakken, med et kors af azulejos på den blinde facade og udsigt over floden og byen fra pladsen ved siden af. Det ser ikke ud af meget. Men da Santiagoordenens udsendinge kom forbi i 1518, skrev de, at det var så gammelt, at ingen huskede, hvem der havde bygget det, og det statslige kulturarvsregister regner det for et af Taviras ældste. Formen, man ser i dag, er fra 1700-tallet, da Algarves guvernør efter jordskælvet i 1755 flyttede fra Lagos til Tavira, byggede sit palads klos op ad kapellet og gjorde det til sit private bedehus. Paladset er næsten væk. Kapellet står.

Historiske højdepunkter

Så gammelt, at ingen husker

Hvornår kapellet blev bygget, ved ingen. Museet siger begyndelsen af 1300-tallet, og udgravningerne på bakken har ikke fundet noget ældre, heller ikke islamisk. Da to udsendinge fra Santiagoordenens stormester holdt visitats i 1518, så de ét rum med vægge af sten og kalk, ét alter af én sten på fire piller og bag et gitter en Santa Ana med Maria og barnet på skødet. De skrev, at kapellet "hé tam amtigua que nom há hy memoria de quem a edificou", så gammelt, at ingen husker, hvem der byggede det.

Kirkegården under pladsen

Da kommunen i 2003 lagde Largo de Santa Ana om, stødte arkæologerne på menneskeknogler og middelalderlige gravsten. Pladsen var kapellets gamle forgård, og i den lå en gravplads med diskosformede stelae som gravmarkører; museet daterer begravelserne til før 1700-tallet. En af stelerne, 52 gange 35 centimeter, har et kors med brede arme på forsiden og en plov på bagsiden.

Guvernørens kapel

Efter jordskælvet den 1. november 1755 flyttede Algarves guvernør D. Rodrigo António de Noronha e Meneses fra Lagos til Tavira og byggede sit palads på bakken med det gamle kapel i nordenden. Fra 1756 var det paladsets private kapel. Guvernørens søn blev døbt her i 1773, og i 1780 den dreng, der siden blev første greve af Mesquitela. I de år fik kapellet sit nuværende udseende med portal, klokketårn og forgyldt hovedretabel. Tårnet bærer årstallet 1727, historikeren Marco Sousa Santos skriver 1722, så noget var ændret, før guvernøren kom.

Fra hæren til museet

Embedet blev nedlagt i 1834, og paladset gik til hæren sammen med kapellet. I 1936 købte kommunen det, og kort efter blev det meste af de militære bygninger revet ned; en sydfløj med paladsets hovedportal står endnu. Kapellet blev fredet i 1977, repareret efter jordskælvet i 1969, og i 2006 sat i stand og gjort til en del af Museu Municipal.

Praktisk

Kapellet bruges til museets arrangementer, så døren er ikke altid åben. Se efter korset af azulejos på facaden. Kommer man ind, er det hovedretablet og 1500-talsmaleriet af Nossa Senhora da Piedade, malet under indflydelse af Luis de Morales, man skal se. Udsigtspunktet ved siden af kapellet giver det bedste kig over floden og byen. Palads og kapel står på Sande Vasconcelos' kort fra sidst i 1700-tallet i appens tidsrejsekort. Sidst i marts blomstrer judastræerne på pladsen, hvis man skal tro dem, der har set det.

Tidslinje og kontekst

Tidslinje

• 1200- eller 1300-tallet Kapellet bygges; nærmere kan ingen sige.
• 1518 Santiagoordenens visitats: ét rum, ét alter, og ingen husker, hvem der byggede det.
• Middelalder til 1600-tallet Begravelser i forgården, det nuværende Largo de Santa Ana.
• 1722 eller 1727 Ombygning; årstallet 1727 står på klokketårnet.
• 1755 Jordskælvet; guvernør D. Rodrigo António de Noronha e Meneses flytter fra Lagos til Tavira.
• 1756 Kapellet bliver guvernørpaladsets private kapel og får sit nuværende udseende.
• 1773 og 1780 Guvernørbørn døbes i kapellet.
• 1834 Embedet ophæves; palads og kapel overgår til hæren.
• 1936 Kommunen køber kapellet; de fleste militære bygninger rives ned.
• 1969 Jordskælvsskader; staten reparerer samme år.
• 1977 Fredet ved Decreto 129/77 med hele sit inventar.
• 2003 Udgravning finder gravpladsen og paladsets murrester.
• 2006 Restaureret og gjort til en del af Museu Municipal.

Et kapel uden for byen

Kulturarvsregistret beskriver bakken som et sted, der engang lå øde og uden for byens grænser. Et lille kapel til en helgen, en gravplads i forgården, ingen naboer. Først guvernørens palads i anden halvdel af 1700-tallet gav kapellet det, registret kalder dets første bymæssige ramme. Det blev bygget som et ensomt sted, var i knap 80 år guvernørens private kapel og endte som en del af en kaserne. Paladset bandt det ind i byen, og paladset er væk.

Hvad der er tilbage

Kapellet selv, stadig ét rum som i 1518, nu med kor og sakristi. Resten er 1700-tal: retabel, portal, klokketårn. Af paladset står en fløj, og gravpladsen ligger dækket til under den omlagte plads. Det ældste på bakken er det, der har klaret sig bedst, fordi det var lille og kunne bruges til noget, først af guvernøren, så af hæren, så af kommunen. I februar 2026 kaldte kommunen det et af byens ældste kapeller med over 500 års dokumenteret historie. 1518 er beviset. Resten er ældre end det.