Et lille hvidkalket kapel på toppen af bakken, med et kors af azulejos på den blinde facade og udsigt over floden og byen fra pladsen ved siden af. Det ser ikke ud af meget. Men da Santiagoordenens udsendinge kom forbi i 1518, skrev de, at det var så gammelt, at ingen huskede, hvem der havde bygget det, og det statslige kulturarvsregister regner det for et af Taviras ældste. Formen, man ser i dag, er fra 1700-tallet, da Algarves guvernør efter jordskælvet i 1755 flyttede fra Lagos til Tavira, byggede sit palads klos op ad kapellet og gjorde det til sit private bedehus. Paladset er næsten væk. Kapellet står.
Hvornår kapellet blev bygget, ved ingen. Museet siger begyndelsen af 1300-tallet, og udgravningerne på bakken har ikke fundet noget ældre, heller ikke islamisk. Da to udsendinge fra Santiagoordenens stormester holdt visitats i 1518, så de ét rum med vægge af sten og kalk, ét alter af én sten på fire piller og bag et gitter en Santa Ana med Maria og barnet på skødet. De skrev, at kapellet "hé tam amtigua que nom há hy memoria de quem a edificou", så gammelt, at ingen husker, hvem der byggede det.
Da kommunen i 2003 lagde Largo de Santa Ana om, stødte arkæologerne på menneskeknogler og middelalderlige gravsten. Pladsen var kapellets gamle forgård, og i den lå en gravplads med diskosformede stelae som gravmarkører; museet daterer begravelserne til før 1700-tallet. En af stelerne, 52 gange 35 centimeter, har et kors med brede arme på forsiden og en plov på bagsiden.
Efter jordskælvet den 1. november 1755 flyttede Algarves guvernør D. Rodrigo António de Noronha e Meneses fra Lagos til Tavira og byggede sit palads på bakken med det gamle kapel i nordenden. Fra 1756 var det paladsets private kapel. Guvernørens søn blev døbt her i 1773, og i 1780 den dreng, der siden blev første greve af Mesquitela. I de år fik kapellet sit nuværende udseende med portal, klokketårn og forgyldt hovedretabel. Tårnet bærer årstallet 1727, historikeren Marco Sousa Santos skriver 1722, så noget var ændret, før guvernøren kom.
Embedet blev nedlagt i 1834, og paladset gik til hæren sammen med kapellet. I 1936 købte kommunen det, og kort efter blev det meste af de militære bygninger revet ned; en sydfløj med paladsets hovedportal står endnu. Kapellet blev fredet i 1977, repareret efter jordskælvet i 1969, og i 2006 sat i stand og gjort til en del af Museu Municipal.
Kapellet bruges til museets arrangementer, så døren er ikke altid åben. Se efter korset af azulejos på facaden. Kommer man ind, er det hovedretablet og 1500-talsmaleriet af Nossa Senhora da Piedade, malet under indflydelse af Luis de Morales, man skal se. Udsigtspunktet ved siden af kapellet giver det bedste kig over floden og byen. Palads og kapel står på Sande Vasconcelos' kort fra sidst i 1700-tallet i appens tidsrejsekort. Sidst i marts blomstrer judastræerne på pladsen, hvis man skal tro dem, der har set det.
Kulturarvsregistret beskriver bakken som et sted, der engang lå øde og uden for byens grænser. Et lille kapel til en helgen, en gravplads i forgården, ingen naboer. Først guvernørens palads i anden halvdel af 1700-tallet gav kapellet det, registret kalder dets første bymæssige ramme. Det blev bygget som et ensomt sted, var i knap 80 år guvernørens private kapel og endte som en del af en kaserne. Paladset bandt det ind i byen, og paladset er væk.
Kapellet selv, stadig ét rum som i 1518, nu med kor og sakristi. Resten er 1700-tal: retabel, portal, klokketårn. Af paladset står en fløj, og gravpladsen ligger dækket til under den omlagte plads. Det ældste på bakken er det, der har klaret sig bedst, fordi det var lille og kunne bruges til noget, først af guvernøren, så af hæren, så af kommunen. I februar 2026 kaldte kommunen det et af byens ældste kapeller med over 500 års dokumenteret historie. 1518 er beviset. Resten er ældre end det.