Arraial Ferreira Neto

Introduktion

Den murede landsby ude ved Quatro Águas er et hotel, og før det var den en tunfiskerlejr. Companhia de Pescarias do Algarve byggede den 1943-45, efter at havet havde ædt selskabets gamle lejr på Ilha de Tavira, og indviede den 15. april 1945. Inden for muren var der huse til omkring 150 familier, skole, bageri, kapel og lægepost, kun i brug fra forår til sensommer, når tunen trak forbi. I 1971 gik den sidste armação ud fra kajen, i 1972 lukkede lejren, og siden 2000 har den været Hotel Vila Galé Albacora. Museet i det gamle bageri er gratis, og det er grunden til at køre herud.

Historiske højdepunkter

En lejr, havet tog

Companhia de Pescarias do Algarve blev stiftet i 1835 og drev armação'en Medo das Cascas, et fast netanlæg ud for Forte do Rato. Fiskerne boede på Ilha de Tavira. Efter den kunstige barre i 1926 begyndte havet at æde af øen. Marco Lopes har læst selskabets forhandlingsprotokoller: huse blev ødelagt i marts 1936, i april 1941 var lejren "condenado a desaparecer", og en storm i juni 1942 tog resten. Selskabet lejede en grund i Sapal do Rato og bad ingeniør José Sena Lino tegne en ny lejr på fast grund. Navnet er Comendador Ferreira Netos, selskabets leder til sin død i 1935.

En by for én sæson

Byggeriet begyndte i maj 1943, og søndag den 15. april 1945 blev lejren indviet med statssekretær Castro Fernandes, mens sognepræsten António do Nascimento Patrício velsignede lejr og net. Skolen kom i 1947, kapellet i 1949. Området er 37.500 kvadratmeter, helt muret med to porte. Tårnbygningen deler det i en halvdel med lagre og værksteder og en boligdel med to pladser og fem gader. Urbano Rodrigues kaldte den i Diário de Notícias "o acampamento da tribo que vai arrancar aquela riqueza ao mar", stammens lejr, der skal rive rigdommen ud af havet.

Én tun om året, så hotel

Hvert forår velsignede sognepræsten nettene med salt og vand, og karmeliterne i Tavira og Faro fik salgsværdien af de første tun; Marco Lopes har ritualet fra selskabets papirer. Fangsterne faldt fra 1961. I 1970 og 1971 blev der taget én tun om året, og i 1972 lukkede selskabet. Fra 1975 til 1994 lejede kommunen husene ud til hjemvendte fra kolonierne. Vila Galé købte anlægget i 1997, og hotellet åbnede efter ombygningen 1999-2000, ifølge Faísca i 2001. Fredningen kom først i 2002, efter ombygningen. SIPA's dom er nøgtern: volumen er bevaret, boligernes indre er totalt ændret.

Praktisk

Museet, Núcleo Museológico da Pesca do Atum, ligger i det gamle bageri og er gratis: en model af en almadrava, fotos og dokumenter fra selskabet og Hélder Mendes' RTP-dokumentar "Almadrava" fra 1968. Kig efter azulejopanelet med São Gonçalo de Lagos i kapellet, indskriften ESCOLA på den gamle skole, der nu er børneklub, og tårnet på administrationsbygningen, der deler lejren i to. Forte do Rato ligger tæt på, ude i klitterne.

Tidslinje og kontekst

Tidslinje

• 1835 Companhia de Pescarias do Algarve stiftes; den driver armação'en Medo das Cascas ud for Forte do Rato.
• 1892-1935 Comendador Ferreira Neto leder selskabet; lejren får siden hans navn.
• 1926 Den kunstige barre åbnes; havet begynder at æde af lejren på Ilha de Tavira.
• 1936-42 Huse ødelægges, og lejren opgives (SIPA daterer ødelæggelsen til februar 1941).
• 1942-43 José Sena Lino tegner den nye lejr; byggestart maj 1943.
• 15. april 1945 Indvielse med statssekretær Castro Fernandes og velsignelse af lejr og net.
• 1947-49 Skole og kapel bygges; anlægget er færdigt.
• 1961 Fangsterne begynder at falde.
• 1970-71 Én tun om året; sidste armação fra kajen 1971.
• 1972 Lejren lukker.
• 1975-94 Kommunen lejer anlægget ud til hjemvendte fra kolonierne.
• 1987 Ria Formosa bliver naturpark.
• 1997-2000 Vila Galé køber anlægget og bygger det om til hotel.
• 2002 Fredet som Imóvel de Interesse Público.

Hvorfor lejren ligger her

Nettene lå ud for Forte do Rato, og fiskerne skulle bo tæt på dem i de måneder, tunen trak forbi. Så længe øen holdt, boede de derude. Da havet efter barren fra 1926 begyndte at æde øen, var klitterne ved Quatro Águas det nærmeste faste sted; grunden lejede selskabet af Direcção Hidráulica do Guadiana i 1941. Adressen er dikteret af afstanden til nettene, ikke af udsigten.

Hvad der er tilbage

Murene, portene, tårnet, gaderne og pladserne, kapellet med sit azulejopanel og skolen med sin indskrift. Indvendigt er boligerne bygget om til 161 hotelværelser, og SIPA kalder ændringen af det indre total. Stedet skal altså læses udefra, som plan: industridelen, boligdelen og tårnbygningen, der skiller dem. DGPC kalder det en landsby i rustik-portugisisk stil, Estado Novo-rationalisme i "materiais portugueses". Hvad der foregik bag murene i 26 sæsoner, ligger i selskabets arkiv, givet til kommunen i 2000: 8 kasser, 27 bøger og 55 hæfter.