Det Mauriske Slot (Castelo dos Mouros)

Introduktion

Castelo dos Mouros (Maurernes Borg) ligger dramatisk på toppen af Sintras granitspidser og har været en vagtpost over landskabet siden det 8. århundrede. Denne middelalderlige islamiske fæstning, med sine bølgende stenmure, der snor sig over det barske terræn, tilbyder besøgende ikke kun panoramaudsigt over den portugisiske kystlinje, men også en rejse gennem lag af historie – fra mauriske forsvarere og kristne erobrere til restaurering i romantikken og UNESCO-anerkendelse. Dens forvitrede vold fortæller historier om kulturel udveksling, militær strategi og varige legender, der fortsætter med at fange besøgende i dag.

Historiske Højdepunkter

Højt over Sintras tågede skove væver Castelo dos Mouros et årtusinde af portugisisk historie sammen med sten og legender. Denne borg blev etableret af nordafrikanske muslimer (maurere) i det 8.-9. århundrede som en del af det islamiske Iberien. Denne borg på bjergets top bevogtede strategiske udsigter over Atlanterhavskysten og adgangsvejene til Lissabon med imponerende granitvægge, der smelter sammen med de klippefyldte skrænter.

I 1147, da portugisiske styrker under ledelse af kong Afonso Henriques erobrede Lissabon, overgav de mauriske forsvarere af Sintra fredeligt deres borg. En charmerende lokal legende hævder, at hele garnisonen på mystisk vis forsvandt gennem hemmelige tunneler og kun efterlod en ældre mand til at aflevere nøglerne. Efter erobringen gav Afonso særlige privilegier til 30 kristne bosættere i sin Foral (charter) fra 1154 og omdannede den tidligere islamiske fæstning til en kristen udpost.

"Hvad mennesket har bragt sammen, må kun Gud adskille" – lyder den gribende inskription på en grav nær borgens kapel, hvor kong Ferdinand II respektfuldt genbegravede menneskelige rester fra både muslimske og kristne epoker under sine restaureringer i det 19. århundrede.

Inden for borgens anden murring står det tagløse kapel São Pedro de Canaferrim, Sintras første sognekirke bygget i slutningen af det 12. århundrede. Arkæologiske udgravninger afslørede en middelalderlig kristen kirkegård omkring den med grave fra det 12. til det 14. århundrede. Kapellet var vidne til århundreders forandring – fra travle gudstjenester til gradvis forladthed. I 1493 beskrev en officiel rapport det som forladt med ødelagte døre og bemærkede, at det "konstant blev vanhelliget af jøderne" – tilsyneladende de sidste resterende beboere i den stadig mere forladte borg-enklave.

I det 18. århundrede havde naturen generobret store dele af borgen. Det ødelæggende jordskælv i 1755, der ødelagde Lissabon, fik også dele af Sintras gamle mure til at kollapse. Frelsen kom dog i 1839, da Ferdinand af Sachsen-Coburg-Gotha, den kunstneriske ægtemand til dronning Maria II, leasede ruinerne for den symbolske sum af 240 réis årligt. Som en ivrig romantiker bestilte Ferdinand den tyske arkitekt Baron von Eschwege til at stabilisere smuldrende vægge, genopbygge brystværn og omdanne den middelalderlige ruin til en malerisk attraktion.

Ferdinand skabte snoede stier blandt eksotiske træer og etablerede meditative udsigtspunkter, hvor besøgende kunne hengive sig til melankolske drømmerier, mens de så ud over dramatiske udsigter – en perfekt legemliggørelse af romantisk æstetik, der stadig fortryller besøgende i dag.

Borgen er stadig gennemsyret af folklore. En vedvarende fortælling taler om Moura Zaida, datter af borgens mauriske kommandant, der forelskede sig i en kristen ridder. Ifølge legenden, da hun forsøgte at flygte med sin elsker gennem en hemmelig passage under erobringen, forsvandt Zaida ned i jorden, forhekset af maurisk magi. Hendes syv sorgens suk gav angiveligt navn til det nærliggende Palácio de Seteais (Syv Suk).

"Jeg har mange skatte... fortryllede fra mauriske tider... En søn af de gamle konger, jeg har vogtet i tusind år og tre måneder ved en magisk besværgelse" – skrev den portugisiske dramatiker Gil Vicente i 1527 med henvisning til en anden populær legende om en stor maurisk konge, der er fængslet for evigt under borgens cisterne.

Klatre op til Torre Real (Kongetårnet), borgens højeste punkt, der er tilgængeligt via ca. 500 stentrin. Dette tårn dannede den oprindelige mauriske alcáçova (citadel) og opnåede senere litterær berømmelse som det formodede tilflugtssted for digteren Bernardim Ribeiro fra det 16. århundrede, der ifølge traditionen boede der som en eneboende vicevært.

Tidslinje og kontekst

Historisk tidslinje

• 8.-9. århundrede: Opførelse af den oprindelige islamiske fæstning i den tidlige middelalderlige mauriske periode på Den Iberiske Halvø. Arkæologiske beviser bekræfter en alcácer (befæstet område) og tilstødende aljama (islamisk samfund).
• 1031: Herskeren af taifaen Badajoz afstod kortvarigt Sintra (sammen med Lissabon) til kong Alfonso VI af León i en politisk alliance.
• Sent i det 11. århundrede: Borgen vender tilbage til muslimsk kontrol under Almoravid-dynastiet.
• 1147: Efter den kristne erobring af Lissabon forhandler de mauriske forsvarere af Sintra en frivillig overgivelse af borgen til styrkerne under kong Afonso Henriques.
• 1154: Kong Afonso I (Henriques) udsteder Foral (charter) for Sintra, der giver privilegier til 30 kristne bosættere, der har til opgave at bevogte borgen.
• Sent i det 12. århundrede: Opførelse af São Pedro de Canaferrim-kapellet inden for borgmurene, hvilket bliver Sintras første sognkirke.
• 1185-1211: Kong Sancho I beordrer reparationer og styrkelse af borgmurene.
• 1375: Kong Ferdinand I bestiller yderligere reparationer af borgen, overvåget af João Annes de Almada.
• 1383-85: Under den portugisiske dynastiske krise holder borgens alcaide (borgmester) Don Henrique Manuel de Vilhena fæstningen for tronprætendenten Beatriz, før han overgiver sig efter slaget ved Aljubarrota.
• 15. århundrede: Gradvis forladelse af borgen, da befolkningen flytter ned ad bakken til det bedre beskyttede kongelige palads og landsbyen i dalen.
• 1493: En officiel rapport beskriver São Pedro-kapellet som forladt med ødelagte døre og bemærker, at det "konstant vanhelliges af jøderne" – tilsyneladende de sidste beboere i borgområdet.
• 1496-97: Kong Manuel I's dekret om at udvise eller tvangsomvende jøder fører til den fuldstændige forladelse af borgen.
• 1636: Lynnedslag beskadiger en del af Torre de Menagem (borgtårnet).
• 1755: Det store jordskælv i Lissabon får dele af borgmurene til at kollapse og beskadiger kapellet yderligere.
• 1839: Prinsgemal Ferdinand af Saxe-Coburg-Gotha leaser borgen fra Sintra kommune for 240 réis årligt.
• 1839-1845: Store restaureringsarbejder udføres af Baron von Eschwege på Ferdinands bestilling, herunder konsolidering af mure, genopbygning af brystværn og oprettelse af naturskønne stier.
• 1910: Maurernes Borg udpeges som et nationalt monument af den nyligt dannede portugisiske republik.
• 1939: Det nationale kulturarvskontor (DGEMN) foretager rekonstruktion af flere mursektioner som forberedelse til 800-året for Portugals grundlæggelse.
• 1976: Begyndelsen af systematiske arkæologiske udgravninger på borgen.
• 1995: UNESCO anerkender "Sintras Kulturlandskab" som et verdensarvssted, med Maurernes Borg som en integreret del.
• 2000: Ledelsen overføres til Parques de Sintra – Monte da Lua, S.A.
• 2009: Etablering af et permanent arkæologisk forskningsområde på borgen; ruinerne af São Pedro de Canaferrim-kapellet omdannes til et fortolkningscenter.

Castelo dos Mouros repræsenterer et eksemplarisk casestudie i militærarkitektur fra den tidlige middelalderlige iberiske grænse. Dens militære betydning stammer hovedsageligt fra dens exceptionelle udsigtspunkt i 412 meters højde over havets overflade, der giver en imponerende udsigt over Atlanterhavskysten, det omkringliggende landskab og indfaldsvejene mod Lissabon. Denne strategiske position gjorde det muligt for garnisonen at overvåge maritim trafik og potentielle invasioner fra havet, samtidig med at den kontrollerede indlandsruter.

Arkitektonisk eksemplificerer borgen både islamiske og tidlige portugisiske defensive principper. Den originale mauriske konstruktion anvendte "soga e tissón" -murerteknikken (skiftende rækker af lange og korte stenblokke bundet af mørtel), der stadig er synlig i de nedre sektioner op til ca. 4-5 meters højde. Denne byggemetode var karakteristisk for al-Andalus militærarkitektur. Fæstningen følger den naturlige topografi, med uregelmæssige ringmure tilpasset granitfremspringenes konturer – en pragmatisk tilgang, der maksimerede terrænets defensive potentiale og samtidig minimerede konstruktionsindsatsen.

Borgens layout har en dobbelt ring af forsvarsmure, der omkranser ca. 12.000 kvadratmeter. Den ydre perimeter strækker sig ca. 450 meter og er markeret af fem overlevende tårne: fire firkantede og et rundt. Den mest bemærkelsesværdige indgang er den østlige port, en hesteskobueportal (porta em rodízio – port på hjul) af autentisk maurisk design. Inden for det befæstede område har arkæologer identificeret fundamenter af huslige strukturer, der udgør det "islamiske kvarter", sammen med kornsiloer hugget ind i grundfjeldet – utilitaristiske gruber, hvor korn og fødevarer blev opbevaret.

Et kritisk element i den defensive infrastruktur er den store hvælvede cisterne (18 x 6 meter), der sikrede vandforsyning under belejringer. Dette sofistikerede hydrauliske system opsamlede regnvand og kildevand, og historiske optegnelser indikerer, at det fortsatte med at forsyne Sintras springvand selv århundreder efter borgens militære opgivelse.

Borgens bevaringsstatus afspejler flere faser af intervention og fortolkning. Kong Ferdinand II's restaurering i 1840'erne eksemplificerer det 19. århundredes romantiske bevaringsfilosofi – der prioriterer pittoresk æstetik og følelsesmæssig respons over streng arkæologisk nøjagtighed. DGEMN-interventionerne i 1939 repræsenterer den autoritære Estado Novos nationalistiske tilgang til kulturarv, der understreger monumental storhed og historisk kontinuitet. Nutidig ledelse af Parques de Sintra følger UNESCOs retningslinjer for kulturlandskaber og balancerer besøgendes adgang med bevaringsprincipper.

Inden for den bredere kontekst af iberiske borgstudier giver Castelo dos Mouros værdifuldt sammenligningsmateriale. I modsætning til mange samtidige befæstninger, der undergik betydelige post-middelalderlige udvidelser eller tilpasninger til artillerikrigsførelse, forblev Sintras borg stort set uændret efter det 15. århundrede. Denne relative bevarelse af sin middelalderlige form, på trods af perioder med forsømmelse og naturlige skader, giver forskere et usædvanligt klart vindue ind i tidlig middelalderlig forsvarsarkitektur i regionen.